En Aften Du var hos mig
til Livets stolte Fester,
for fulde Instrumenter
klang Hjærternes Orkester.
Jeg mindes tit den Aften —
da alt blev nattestille,
vi hørte fjernt og dæmpet
et Stueorgel spille.
En Kvinde sang — det lød som
en blid og varsom Klage —
en lille Salmevise
fra vore Barndomsdage.
En prunkløs Salmevise
om Gud, som Jorden gæster — —
da tav i vore Hjærter
det brusende Orkester.
Da gemte Du Dit Hoved
og græd for Dine Minder,
jeg kyssed Dine Øjne,
jeg kyssed Dine Kinder.
Saa tog Du om min Nakke
og kyssed mig paa Panden,
og da var vi saa nær, som
man kommer til hinanden.
Lad alle Glæder juble
ved Livets stolte Fester —
en Cello græder dybest
i Hjærternes Orkester.