Ja, Verden er styg, og Verden er ond,
I den ænser slet ej, hvor den træder —
hun kommer og gemmer sig ind til mig,
min lille Veninde, og græder.
For saadan en Sjæl er en vaarhellig Eng,
hvor Lykken alene kan saa,
men Verden er styg, og Verden er ond,
og Alverden har Træsko paa.
Hun græder, den Lille, og græder igen,
saa be’r hun mig: vær ikke vred,
fordi jeg har grædt over at — over — ja,
over noget, jeg selv ikke ved.
Hun løfter sit Hoved og ser mod mig
med Øjne, der graaddugget skinner,
og ængsteligt lister et Smil sig hen
over Læberne og hendes Kinder.
Og lidt efter lér hun og hopper omkring,
men snart er hun voksen og klog
og siger: Du er vel forsigtig med Træk —
og hun finder den luneste Krog.
Snart haaner hun mig paa sin skælmske Manér,
snart hvisker hun nænsomt mit Navn.
Hun aagrer med intet, hun giver mig alt,
sin Glæde, sin Sorg og sin Favn.
At rutte med Hjærtets rødeste Guld,
dertil fik hun kongeligt Raad;
min lille Veninde, hun er som en rislende
Kilde af Latter og Graad.
Men hun har mig hvisket sin Hemmelighed
Du er min eneste Glæde.
Da skælved det atter i Læbernes Vig —
da var hun igen ved at græde.