Jeg synes, jeg aldrig har ejet
I det halve af det, jeg har mistet,
jeg fortsætter Livet for nogle, hvis Sind
var splittet, og Hjærterne bristet.
Jeg stanses saa ofte af Minder
om Liv, som jeg aldrig har levet,
saa dejligt og fjernt, og jeg aner hvordan,
jeg blev vel til den, jeg er blevet.
Og mest har jeg følt mig unyttig
og ensom og fattig paa Mod,
jeg syntes, jeg havde kun lidet forbrudt
og dog for saa meget gjort Bod.
Men nu vil jeg prise min Skæbne:
man træder en Dag af sin Dør,
og Verden er bleven en anden — min Gud —
end Verden har været før!
Thi man bliver viis af at lide;
en Dag, naar man ser sig omkring,
man kender sit Hjærte saa stille og tyst
og viist paa de skjulteste Ting.
Og da bliver meget til Glæde,
som var til Fortvivlelse før,
selv Sorgen, der rider Dig mægtig imod
eller sniger sig ind ad Din Dør.
Da bliver Du stille i Larmen,
da stunder den hellige Hvile,
thi da har Du stridt gennem Latter og Graad
og vundet Dig Ret til at smile.