Bragte Dagen Dig
Smærte kun og Mén,
løft den højt, naar Sol gaar ned
og sig, det var den bedste,
at Du ingen bedre ved,
men længes mod den næste.
Tag Din Skæbne, Ven,
saadan, som den er;
Du faar den jo alligevel,
hver Time til den sidste,
sig Dig selv, at Du vil ingen,
ingen Time miste.
Intet kan, som det,
gøre Dig til Mand,
løfte Dig højt over Dagens
Smaalighed og Løgne,
vise Dig, at der er Smil
i Sorgens dybe Øjne.
Og, naar Du engang
ad en ensom Sti
sanker Dine Minder som
Violer mellem Løvet,
skal Du glædes mest ved det,
der gjorde mest bedrøvet.