Der er kun eet, jeg elsker som en Hund
og det er Livet selv, det vil jeg røbe,
jeg knæler ned og kysser Livets Fod
og løfter atter Nakken for dets Svøbe.
Thi elsked jeg ej Livet som en Hund,
da gik jeg Vejen, man gaar helt alene,
da gik jeg til det store Færgested
bag Taarepiles og Cypressers Grene.
Men jeg kan rejse mig fra søvnløst Leje
og se med syge Øjne Livets Land
og ikke vide Raad for Fryd og Længsel
og tro, jeg er den lykkeligste Mand.
Se, saadan, Venner, maa jeg elske Livet,
og saadan maa jeg dyrke Livets Gud
og trøste mig mod altfor megen Lykke
med det, at en Gang slettes alting ud.