Stille, mit Hjærte, stille,
har Du for meget at gemme,
har Du en Viden, der volder Dig Ve,
saa maa Du glemme, glemme — —
For det er godt at glemme,
tit er det bedst at miste,
var ikke Glemsel paa Jord, maatte
tusinde Hjærter briste.
Barn, Du er vokset fra mig,
jeg kan ikke faa Dig til Ro,
og naar jeg hører Dig græde
græder vi begge to.
Hvad Du har lært at elske,
— vær dog nu ikke saa bange
er ikke Livet, men Æventyr,
dejlige Sagn og Sange.
Barn dog, Barn, Du maa høre,
Du maa ikke saadan græde,
Livet er inderst retfærdigt,
ejer saa stærk en Glæde,
ejer de dejligste Sange,
vi to skal nok faa dem lært —
Herregud dog, Du Lille,
falder det Dig saa svært.
Ak, Du er vokset fra mig,
jeg kan ikke faa Dig til Ro,
men, naar jeg hører Dig græde
græder vi begge to.