Det dirrer i den svale Luft
af sprød og spæd og spinkel Vaar,
og medens jeg i Haven gaar,
for stækket Mod og dæmpet Spil
mit Hjærte lytter til.
Vist var det Vaarens Fløjtespil
at kysse hendes spinkle Mund,
og vist er hun et Minde kun,
og Cellograad var hendes Favn —
og hun er kun et Navn.
Aa Minder, lad mig lidt i Fred,
min Hjærne er saa mat og tung,
og Vaaren er saa glad og ung,
mit Hjærte er saa sygt og træt
og har saa længe grædt.
Hvad jeg har drømt og troet paa,
og hvad jeg vilde, Herregud,
de Blomster sprang for tidligt ud,
og Hjærtet kues, naar det faar
en altfor tidlig Vaar.
Men led jeg end et Nederlag,
og kostede det Hjærteblod,
og maa jeg fremad Fod for Fod,
jeg sejrer vel, naar blot jeg vil,
skønt dæmpet blev mit Spil.
Men faar engang min Tanke Fred,
og kender jeg mig karsk og fri,
og er mit Fangenskab forbi,
og jeg kan frejdig træde —
jeg bliver syg af Glæde!
Det dirrer i den svale Luft
af sprød og spæd og spinkel Vaar
og medens jeg i Haven gaar,
for stækket Mod og dæmpet Spil
mit Hjærte lytter til.