En hviskende, puslende Stilhed derude
i øde og udstrakte Gange —
min Hjærne maa tumle med hundrede Lyd
og Stumper af sælsomme Sange.
Det glipper og glipper og glipper igen,
i min brændende Hjærne jeg kender
som Tandhjul, der glipper og glipper igen
med slidte og glødende Tænder.
Timerne gaar, og Nætterne gaar,
og Dagene, Hellig og Søgne — —
da farer den askegraa Rædsel op
og stirrer ud af mine Øjne.
For Livet, jeg elsker, det sniger sig fra mig,
hvornaar skal jeg møde det frejdig og glad — —
Aa — jeg kunde bede — jeg ved ikke hvem
og hvordan og hvorfor og om hvad.
Naar Solen nu kommer og vækker fornyede
dem, der kan sove, til Live,
da skærer sig ind i min søvnløse Hjærne
dens Straaler som blinkende Knive.
Endnu er det Nat — ja, endnu er det Nat,
saa nænsomt en Natlampe lyser,
jeg ser over Væggenes nøgne Flader —
det bliver saa koldt, at jeg fryser.
„Nej, læg Dem nu ned og drik dette hèr,
for nu skal De hvile og blunde —”
Aa, jeg kunde kysse de Hænder, fordi
de er rolige, stærke og sunde.