Langsmed de disede Skovbryn og Diger
skimter jeg Vejenes graahvide Drag,
ude bag Bakkerne stiger og stiger
langsomt den taagede Efteraarsdag.
Ja, nu har Stormenes rungende Salmer
Hvælvingen sprængt i min Sommers Allé,
men gennem Løvet, der visner og falmer,
kan jeg de evige Hvælvinger se.
Dagen derude lysner og lyser,
iskold og farveløs, underlig træt,
alting er blevet saa fattigt og fryser,
tyndslidt og krøllet, tyst og forgrædt.
Aa, men mit Hjærte skriger i Glæde,
som om det fødtes hver Morgen paany,
og jeg maa knæle imod Dig og græde,
dejlige, taagede Efteraarsgry.