Hvor elsker jeg at gaa, naar det er Nat,
n ad Veje, hvor jeg ved mig helt alene,
at se mod Himlen Træers Net af Grene,
Smaahuses Tage og et kulsort Krat.
Da kan jeg gaa og gaa og bare gaa —
for mine Øjnes Nerver er det Lise,
og for mit Hjærte som en gammel Vise,
som En, jeg elskede, har nynnet paa.
Thi saadan var der i min Barndoms Land,
bag vaagne Drømmes lukte Øjenlaag;
nu mumler atter Æventyrets Sprog,
som Bølgen mod min Barndoms frie Strand.
Jeg drikker Nattens svale, svale Vin,
jeg fejrer troende min Ungdoms Fester,
jeg byder atter mine tavse Gæster,
indhyllede i Mørkets bløde Lin.
Og derfor kan jeg gaa og bare gaa —
foruden Ord for, hvad jeg helst vil prise;
mit Hjærte rummer kun en gammel Vise,
som En, der nu er død, har nynnet paa.