Jeg vandred under Solen, jeg vandred under Maanen,
jeg sejled over Havets forunderlige Blaanen,
og jeg har ejet Kvinder i sagtelig Daanen.
Og jeg har kendt de gode og jeg har kendt de onde,
og jeg har set de syge og jeg har set de sunde,
for Mennesker kom til mig med Hjærter og med Munde.
Forunderlig er Skæbnen, som Livet har mig kaaret,
thi stundom læger Sorgen, hvor Glæden har mig saaret;
af Smærte og af Lykke er jeg lige helt bedaaret.
Nu længes kun mit Hjærte mod det sene Efteraar,
naar Væden driver tungt igennem Birkens tynde Haar,
og gamle, stille Mennesker ad øde Veje gaar.
Og naar den blege Morgensol, som gennem Taagen vandt,
kan næppe tø den sprøde Is, som Nattekulden spandt
i Veje, som er furede, hvor Regn i Strømme randt
Naar alle søger mod et Hjem og Hi og Hule hen,
naar fattig Sjæl faar allermest Behov en kærlig Ven,
naar alt, som steg afjorden op, er blevet Jord igen.
Da kommer Du ved Aften, som saa ofte før Du kom,
Du lille, gode Hedning i en Verden, falsk og from,
Du lille, stolte Flygtning fra al Løgn og Usseldom.
Se, ængstelige Drag i al Din Glæde tegnet staar,
og ofte maa Du græde tyst, før Du til Smilet naar,
Du kender Livets Gang, og Du er selv som Livets Aar.
Af Fryd og Farver havde Vaar og Sommer Favnen fuld,
vi saa dem visne, svinde bort i Skær af falmet Guld,
vi selv skal brænde ud en Gang og atter blive Muld —
Aa, sammen vil vi søge al Naturens gode Trøst,
forblæst i Livets Storme og forbrændt i Livets Lyst,
vil jeg sove, bare sove ved Dit lille, gode Bryst.
Ja, længe vil vi sove — til den blege Morgenstund,
da Du stiger ved min Side op fra Søvnens dybe Bund
med Smil i Dine Øjne og med Graad omkring Din Mund.
Da vil jeg nænsomt kysse Dig, Din Pande og Dit Bryst,
og hviske Dig mit Hjærtes Tak for Smærte og for Lyst,
men mest fordi Du følger mig indtil den sidste Kyst.
Lad Verden længes larmende mod Sang og Sol i Maj —
mens Taagen driver ude over Mark og Sti og Vej,
for første Gang jeg hvisker: hvor jeg elsker — elsker Dig — —