Axel Juel (1883–1948)

Aa Gudskelov for Nætter og for Dage,

hver Soldag og hver Morgen graa, der gryr,

hver Kvæld jeg flyr — og længes kun tilbage

at søge Dig, der kan min Længsel tage,

i Livets Vrimmel gennem Livets Byer.

Ja, atter maa til Dig jeg søge ind —

og atter maa jeg bort med Smærte drage:

Du tog min Sansen og Du tog mit Sind,

men aldrig blev min Tanke ør og blind,

og aldrig kunde Du mit Hjærte tage.

For jeg, jeg har jo intet Hjærte mer,

det gav min Ungdom til sin fjærne Kvinde,

og sært og fremmed kun er alt, som sker,

og smærteligt det er, naar „Lykken” lér

til mig, som længes kun mod det og hende.

Nej, aldrig kan jeg helt af Minde faa

min Ungdoms ranke Gang mod Livets Tinde,

min første Angst for ikke did at naa,

men én Gang som en gal at maatte gaa

evindeligt og søge efter hende — — —

Mens Himlen skifted mellem Sol og Skyr,

og Vejr og Vaar og Vinter skifted med,

i Drift med Timerne, der hastigt flyr,

berust af selve Livets Æventyr,

jeg svimled gennem Døgnene afsted.

Du blev et Skjulested, en fredløs fandt —

ja, giv mig ganske stille Dine Hænder —

fortvivlet Haab mig længe hos Dig bandt,

det var min Fejghed, der en Sejer vandt,

det er mit Liv, der knæler og bekender.

Jeg fandt Dig ad Din hemmeligste Vej,

som Dyret finder Byttet, det har vejret;

Du gav Dit Hjærte bævende til mig,

fordi jeg vandt saa ganske over Dig,

Ak, derfor er det, at Du helt har sejret.

Og døvet tungt i Duften af Dit Skød

har tit jeg favnet Dine stærke Lænder

kun for at glemme dybt i Dig min Nød;

imod mig selv jeg ondest mig forbrød —

det er mit Liv, der knæler og bekender.

I denne grusomme og søde Leg

har jeg min Ungdom helt og udelt givet

og Sejre vandt jeg, mens jeg Sejren sveg,

og derfor blev jeg baade stærk og veg

i Kampene for Æren og for Livet.

Men jeg maa — hvad jeg aldrig giver Ord —

i stride Tanker og i Tanker ømme,

ak, elske Dig, paa hvem jeg ikke tror,

og søge Dig, hvor Du i Verden bor,

fordi Du spejlet har min Ungdoms Drømme.

Men Du er Livet selv, foruden Ord

er Livets Love i Dit Væsen skrevet;

som Planten vokser Du af denne Jord,

Du folder Dig mod Solen ud og gror

og blomstrer, visner hen, og har kun levet.

Og Havet er Du lig, det store, øde —

selv farveløs, Du spejler Himlens Hvælv;

langt ude kan man kun sin Skæbne møde,

dér flyver trætte Fugle sig til Døde —

mens vuggende Du hviler i Dig selv.

Fra dunkle Dale og fra svimle Tinder,

fra Lundes Kølighed og Sletters Glød

afjordens Hjærte klare Kilder rinder

og smiler hen og hulker ud og svinder,

og bliver Intet i Dit dybe Skød — —

Men se, Veninde, se, nu er det Kvæld,

det skumrer, bliver tyst og Duggen falder;

leg siger Dig saa inderligt: Farvel —

Dig følge alle gode Skæbners Held —

jeg selv er træt, men fjærne Mile kalder.

Hvorhen jeg gaar — mod Syd, mod Øst, mod Nord —

jeg ved, hvad mine Øjne faar at se:

lidt andre Farver i de Blomsters Flor,

lidt andre Former i den samme Jord,

lidt andre Glæder — og den samme Vé.

Jeg møder intet, der min Søgen mætter:

de samme Hjærter slaar bag andre Skrud,

i Lys af Dage og i Ly af Nætter

de samme Søer og de samme Sletter,

de samme Skove, skabt af samme Gud.

Men jeg maa — hvad jeg aldrig giver Ord —

i stride Tanker og i Tanker ømme,

ak, elske Dig, paa hvem jeg ikke tror,

og søge Dig, hvor Du i Verden bor,

fordi Du spejlet har min Ungdoms Drømme.

I Nat vil jeg alene gaa min Gang

og finde mig et Sted, hvor jeg kan dvæle,

og lytte til de dunkle Træers Sang,

til Visen, som Gud digtede engang,

miskundelig, for de fortabte Sjæle.