Noget maa visne for andet, som gror —
langvejs og fjærnt fra hinanden vi bor
lidt efter lidt vil Du slette mit Spor.
Ikke i Lykke og ikke i Savn
gaar Du omkring og gør moderlig Gavn.
Fremmede Stemmer nævner Dit Navn.
Aarene veksler i Vinter og Vaar —
Dit Sind er som Dage og Nætter, der gaar,
medens Du løser og sætter Dit Haar.
Atter kan grønnes, hvad visnet vi tror —
sælsomt vi træder i Mindernes Jord
søvngængersikkert de slettede Spor,
staar dér en Dag hos hinanden igen,
spørger i Angst: mon Du mindes mig, Ven
vejrede Tiden det altsammen hen — —?
Er Du den samme, som den, jeg har kendt,
hvem er Du bleven, hvad er Dig hændt,
vis mig de Tanker, Du har mig sendt!
Naar vi ad Aare hinanden skal se,
hvem vil da græde og hvem vil mon lé —
Du eller jeg, eller begge — maaske —