Du spørger mig, hvorfor
jeg maa elske Dig saa helt
trods Aar, der har slettet
og søndret og delt —
Aa, det var jo min Ungdom,
der tog Dig i sin Favn,
Aa, det var jo min Ungdom,
der hviskede Dit Navn!
Jeg længtes efter Dig,
som jeg længtes efter Fred,
og alt hvad der var Dit,
blev helligt derved.
Nej, intet i Verden
har givet mig Trøst,
som Dine smaa Hænder,
Dit Skød og Dit Bryst.
De svimlende Minder
jeg gemmer saa dybt,
de er som de Døde
i Kirkernes Krypt.
Mit Hjærte er Kirken,
mit Sind og min Aand
er underlig frigjort
for Timernes Baand.
Og Aar er som Dage
og Dage som Aar,
naar skælvende frem
for min Ungdom jeg staar.
Derfor kan jeg bede
om et Kys paa Din Kind
og ængstes for en Krusning
af Vrede i Dit Sind.
Og derfor maa bestandig
jeg elske Dig saa helt,
trods Aar, der har slettet
og sondret og delt.
Fordi det var min Ungdom,
der tog Dig i sin Favn,
fordi det var min Ungdom,
der hviskede Dit Navn.