Hør Tjener: sæt mig Bordet ud
i denne Morgenstund;
jeg er en Vandrer langvejs fra
og hed i Hud og Mund,
nu vil jeg føle Morgenbrisen
kølig i mit Haar,
for Solen var fortærende,
ja, Solen, Du forstaar,
at hun var Solen i den Ørken,
hvor jeg ene vandred — —
Hvor det er godt at komme hjem —
her er saa mildt forandret.
Alting er blevet mere tyst
og mere roligt hèr,
hvor Vejen hviler, vogtet af
de gamle, stolte Trær.
Jeg ved ej hvad, men der er noget,
jeg nu helt forstaar,
jeg synes, jeg var underlig
naiv indtil igaar;
og blev jeg træt af mange Mil,
min Sjæl blev karsk og sund —
sæt ud det bedste, som Du har,
i denne Morgenstund.
Først drikker jeg en Skaal for Dig,
Du gamle, lune Fyr,
saa tømmer jeg mit Bæger
for Livets Æventyr,
og saa for den, der søgende
forlod alt det, der bandt,
og kun for hver en møjsom Mil
sin egen Søgen fandt,
som fik sin Sjæl for gamle Haab
brændt ud i Bund og Grund,
men dog kom frejdig hjem igen,
en dejlig Morgenstund!