Hvor Du gjorde mig glad,
hvor jeg kyssed mig rig —
i Andagt i Skæmt
og i legende Svig —
til Dit Hjærte, som lo,
blev et blødende Skrig,
til bristende bølged
Din bævende Favn,
Du svared mig fjærnt,
naar jeg hvisked Dit Navn
og saa blev Du stille —
som Baaden i Havn.
Da kyssed jeg nænsomt
Dit rolige Bryst,
paa Knæ ved vort Leje.
Aa, intet er Trøst,
som dette: at eje
et hvilende Bryst.
Og intet er stolt,
som at kysse en Mund,
der lukker sig helt
i den fredfulde Stund,
i Kvindens forunderligt
barnlige Blund.
Min Hvile er længselsfuld
dragen af Led,
end skælver mit Hjærte,
jeg smiler derved,
blot jeg er den mægtige
Skaber af Fred.
Af Dit Favntag har varsomt
jeg viklet mig fri;
der fører til Elskov
en dølgende Sti —
jeg elsker den Verden,
der vandrer forbi.
— — — —
Med barnlige Hænder
gav Dit Hjærte Du hen,
Du bad mig saa blidt
om at blive Din Ven —
jeg kan ikke give
mit Hjærte igen.
Mit Hjærte er svimmelt
— som Stjernen, der faldt —
beruset af Stormen
og Havenes Salt — —
Aa, jeg kunde vandre
fra Dig og fra alt.
Hvormed skal jeg svare
Dit ordløse: giv — —
jeg kan løse lidt Tvivl,
jeg kan dæmpe lidt Kiv,
maaske hjælpe Dig lidt
i det farlige Liv.
Jeg kan handle det bedste
mod Dig, jeg formaar,
og gemme min Sjæl,
som Du ikke forstaar —
Herregud, hvor alene
i Verden jeg gaar.
— — — —
Javel, lille Pige,
nu sover Du trygt,
men dybt i mit Indre,
dèr strides saa stygt,
at Du vilde tro,
at mit Sind var forrykt.
Med et Kys vil jeg aabne
Din kærlige Favn,
mens jeg tager Dit Hjærte,
Du tager mit Savn,
og saa glider vi ind i
en solgylden Havn.