Saa bankede Du da en Dag paa min Dør —
jeg vidste saa godt, at Du kom —
lidt ængstelig var Du, men fattet, som En,
der redelig venter sin Dom.
Nu kom Du til mig alvorlig, beslutsom,
som Den der af Tænken er træt,
og gav mig Dig selv med rolige Hænder —
en morgenfrisk Foraarsbuket!
Natten, der vandred vort Vindu forbi
var dyb og svøbende lun,
og Luften var svimmel af hviskende Ord
og Kærtegn, blide som Dun.
Selv var Du blid og skælvende skær,
saa skøn, at jeg nær maatte græde —
da Gud saa Jorden et Foraarsgry,
skabte han Dig i sin Glæde — — —
Dèr havde Du gaaet — længe maaske —
og baaret Dit Hjærte omkring,
saa helt uden Mening, urolig, alene,
og været til slet ingenting.
Og ejet saa meget, der blot gjorde ondt,
naar det bode alene derinde,
for Barnet var voksent og længtes imod
at blive en hel lille Kvinde.
Og jeg var det søde og slemme, der drager,
som Grøften den bange Cyklist —
han tør ikke falde, men Skrænterne lokker
og kalder ham til sig tilsidst — —
Nu sad Du hos mig i Din inderste Dragt
og gemte Dig lidt for mit Blik,
Du var for uskyldig til larmende Blu,
Dine „Ja” var kun nølende Nik.
Hvor var Du dog lille og barnlig og smuk
nu vilde Du stole paa mig —
Dit Aandedræt var som ustandseligt Suk,
og helst var Du løbet Din Vej — — —
Maaske har Du nu i pigeligt Sind
nænsomt og smilende føjet mig ind
blandt Dydens moralske Kustoder —
dén Værdighed drømte jeg ikke at naa,
jeg havde kun Lyst, det maa Du forstaa,
at kysse Dig kærligt og klæde Dig paa —
og bringe Dig hjem til Din Moder.