Hvor er det sært, at hun, der sover dèr
i denne Morgens første, svage Skær,
har sovet før hos alle og enhver.
Det smalle Hoved hviler bøjet smukt,
som i et Smil den fine Mund er lukt —
de ædle Bryn og Haarets tunge Bugt —
Jeg ser omkring, hvor hun har fra sig lagt
sin yndefulde, lette Silkedragt —
saa stod hun dèr i al sit Legems Pragt.
Skøn som en Æventyrets Kongebrud
hvor sært, at over denne sarte Hud
skal giftigt Ukrudts Blomster foldes ud.
Hver Aften straaler hun i Festens Brus
og lotter Skaalen i sin Glædes Rus
og føler ikke Dybets kolde Sus.
Nej, aldrig Mørkets Rædsel hun fornam,
men smilende ad Skændsel og ad Skam
den Dybets Venus steg af Smuds og Slam.
Saa kom Du da i Nat til denne Kyst.
Din Sjæl var hvid, men paa Dit hvide Bryst
var mørke Mærker af de andres Lyst.
Og skønt Dit Blod er Gift og Gift Din Mund,
Du talte milde Ord af Hjærtens Grund.
Du selv er syg og dog, Din Søvn er sund.
Du hviler yndefuld og bleg og bly,
Din Sjæl kan sig forunderligt forny —
som Mørket slettes ud ved Morgengry.
Ak, hvorfor fik jeg Dig vemodigt kær,
og hvorfor er jeg glad, Du sover hèr
i denne blege Morgens svage Skær — —
Du Dybets Venus, Du er som mit Sind,
Din Glæde stiger stærk i Lyset ind —
men bor et Sted i Mørket, stum og blind.