Vi sad i Kabinettet
og hørte gamle Sange
Dit Blik var baade bundet
og ikke til at fange.
Men Dine Øjne flakkede
foruden Maal og Med
og saa paa mig og segnede
og lukkedes derved.
Og jeg var som en Jæger,
der bli’r en Dag beklemt
og synes, denne Jagen
gør ham vemodig stemt.
Jeg havde Trang til unge Ord:
hvor er De smuk og sød —
jeg standsed — og forsøgte —
og standsed — og fortrød — —
Slet intet, intet fik jeg sagt,
var bare tavs og dum,
og sejrende, Du lille Tøs,
blev overlegen, grum.
Og da jeg fulgte til Dit Hjem,
såa Du mod Himlens Rum
og ned mod mig og spurgte,
om jeg altid var saa stum.
Men da jeg saa Dig frejdig
og mærkede Dit Mod,
jeg kendte atter i mig
det gamle Jægerblod.
Just som jeg — aa, da blev jeg
igen vemodig stemt,
jeg saa i Dine Øjne
noget bedende, forskræmt — —
Nu sidder jeg alene
i denne Morgenstund
og mindes Dine Øjne
og tænker paa Din Mund —
I Nat var jeg den jagende,
mig saarede Dit Blik —
Nu tømmer jeg mit Bæger
for En, jeg ikke fik.