Ja, jeg ved, at Du er bange,
I skønt Du sidder dér og lér —
véd Du, hvis jeg ta’r Dit Hjærte,
kan Du aldrig faa det mer —
Aner Du, hvad man maa lide
for de Haab, som en Gang var —
Aa, mit Hjærte skal, Du vide,
blev et Danaide-Kar.
Hvorfor skulde vi dog mødes,
hvorfor traf vi to hinanden —
jeg vil skjule mig i Festen,
som nu perler helt mod Randen.
Om jeg flyed dette Møde,
om jeg skyndte mig afsted —
vi to har jo sét hinanden,
og jeg tog Dit Hjærte med.
Slank og spænstig, veg og kælen,
lad i Hvile, snar i Dans;
i en dyb og plastisk Dvælen
hviler al Din Sjæl og Sans.
Fin og frisk som dugget Morgen
og uskyldig som et Dyr,
standset sært og brat i Legen,
raadvild Du til Smilet ty’r.
Og Du rejser Dig og gyser
som i flygtigt Kuldeskælv
og vi véd den hos hinanden,
denne Bløden i os selv.
Og jeg véd, at Du er bange,
skønt Du staar saa kækt og lér —
Barn, jeg ta’r Dit Hjærte fra Dig,
og Du faar det aldrig mer.