Jeg duved over Havet
en Sommerdag for alle Sejl,
det var saa lun en Brise
der strøg ad Havets Spejl.
Da steg af Havets Blaanen
den grønne Skov, den hvide Strand
det var, som om for første Gang
jeg kom til dette Land.
Ind gled jeg i en lille Havn
imellem Huse smaa —
jeg følte Verdens Hjærte
imod mit Hjærte slaa.
Og Dæk og Bolværk glitred
og gløded under Solens Brand,
mens Luften bar den tunge Duft
af Tang og Tjære imod Land.
Jeg drev igennem Byen
og kom saa til en gammel Kro,
hvor alt fik Lov at ældes
og Ukrudt Lov at gro.
Men se, den Kromands Datter
var ung, som alt var gammelt hér,
hun dækkede med Omhu
i Ly af Havens Træer.
Gik til og fra saa flittigt,
mens lønligt hendes Øjne lo;
de talte om, hvor sælsomt
og sødt det er at gro.
Saa drev jeg bort, og havned
ved Aften — i den gamle Kro;
naar Mørket falder paa,
maa man finde sig et Sted at bo.
Men det blev Nat — og ene
jeg maatte ved mit Vindu staa,
mens sovende saa trygt og tyst
den lille By omkring mig laa.
Jeg kunde ikke sove
— Aa, kan I mig forstaa —
jeg følte Livets Hjærte
imod mit Hjærte slaa.
Da finder jeg Dit Kammer,
jeg ved ej hvad — jeg bare maa
jeg husker Dine Øjne,
som bange mod mig saa —
Det var i Nød, jeg fandt Dig,
Aa, kan Du mig forstaa:
at kun eet Hjærte maatte
imod mit Hjærte slaa — —