En Sang for Jer, der bærer Festens Fakler,
der higer kun mod Nætternes Mirakler
og smiler mildt til Dagens dumme Stakler.
Til Jer, der har kun Galninge forhyret
paa Skuden, der er selve Æventyret,
og sejler vildt — som Fuglene mod Fyret.
Jer Tanke bliver viis, men ej bedaget,’
I venter sejersstolte Nederlaget
paa Skansen, hvor I festligt planted Flaget
I rejser Jer ved Gry ved Hanens Galen
og fletter Skæmt og Visdomsord i Talen
og drikker ud og sondrer saa Pokalen.
I elsker Livet trods Jert Hjærtes Bløden,
I hader Kulden trods Jer Smærtes Gløden,
Jer rige Tørst kan slukkes først af Døden.
En Sang for Jer, der ved, hvordan der bødes
af den, der hastigt, jublende forødes
og staar en Dag, hvor alle Sjæle mødes,
og véd det, at han alting, alting misted
og føler Suget, hvor et Hjærte bristed,
og véd, at nu er Livet fra ham vristet,
at han skal snart til sine Læber nærme
det sidste Bæger med den beske Bærme,
mens Faklerne kan ej for Skygger skærme.
Lad det da blive Jeres sidste Hæder:
I hyller Jer i Festens lyse Klæder
og smiler stolt, mens Jeres Hjærter græder,
og rejser Jer ved Gry ved Hanens Galen
og fletter Skæmt og Visdomsord i Talen
og drikker ud og sondrer saa Pokalen!