Nerve-Klinikken
Commune Naufragium Dulce
Commune Naufragium Dulce
Klinikken ligger paa en Brink ved Havet,
der dæmpes i en lille, venlig Vig,
dens Ruder blinker — som et Fyr — i Solen —
det hele synes mig en Nødhavn lig.
Her er de tyet op, de havarerte,
der misted Magten over Skibets Ror —
En sejled paa en frønnet Sengestolpe,
og En paa Vraget af sit Skrivebord.
En pejlede en fjærn og ukendt Stjærne
— han vilde meget mere, end Forstanden —
og Mod og Vilje sluktes i det Fjærne,
og nu er han paa Kant med Gud og Fanden.
En sejlede i altfor smule Vande
i stadig Stolen paa sin Medbørs Gunst,
og da en Uvejrsnat faldt an mod Havet —
han havde ganske glemt sin Sømandskunst.
Se, han forliste al sin Lid til Livet,
og Angsten bryder gennem alle Haab;
i Nattens Stilhed kan han altid høre
igennem Mørket Rædselsnattens Raab.
Og En jeg saa, hvis Øjne mig forraadte,
end mere end hans sære, bratte Fagter,
han blev en stakkels Tankens Don Quixote
i Kamp mod helt imaginære Magter.
Og En har søgt mod alle Horizonter,
og har fortøjet nu i Havnen hèr;
han lapper evigt Lækken, som han løb sig
imod sin Ungdoms altfor skønne Skær.
Og blev hans Smil lidt skarpt — han elsker Havet
og Farerne, der ramte ham derude;
og har han pumpet læns og repareret,
han stryger atter bort for alle Klude.
Her er vi drevet op og skyllet sammen
fra Havarierne i Syd og Nord —
En sejled paa en frønnet Sengestolpe
og En paa Vraget af sit Skrivebord.
Men i Klinikkens store, skønne Have,
hvor alle Vaarens Blomster staar i Flor,
er Angst og Uro som et nøjsomt Ukrudt,
der sejgt i Haabets tynde Skygge gror.
Og Lægen luger som en stille Gartner,
hans bedste Medicin er muntre Ord;
med kunstig Tillid til de møre Skuder
de Søfolk sendes En for En om Bord.
Men se, hvor net vi sidder her om Bordet
og spiser Feberkost og Glutenbrød
og smiler rundt og lér og kipper venligt
med Flag, vi en Gang hejste i vor Nød.
Man trøstes kærligt ved den gode Tanke:
En andens Skæbne er end mere grum —
og bjærged man sig paa den sidste Planke
saa er dog fælles vort naufragium.