Jeg kommer hjem til mine stille Stuer,
hvor Aftensolen under Loftet luer —
Tysthedens Andagt over alt er lagt —
og alting her har gamle Minders Magt.
Hvor har jeg længe længtes efter Fred,
en Fange var jeg, flygtet fra sig selv,
stavnsbunden, og dog under Himlens Hvælv
en vejvild Vandrer uden Maal og Med.
Nu har jeg glemt min Tankes trætte Tro
og vundet mig en klog og kølig Ro,
nu véd jeg alt og tror slet ingenting —
nu vil jeg se mig hvilefuldt omkring.
Dér Kaarden, mine Fædre bar ved Lænd:
et vivat ved den ranke Klinges Rod,
et vivat, vundet ved de Veges Blod —
et Minde om min Tro paa Mod og Mænd
Og Bøgerne, der tæt og tavse staar,
de Tanker, der har trodset tusind Aar,
ak, hvor jeg har Jer længe, længe svigtet
for Livet og det Liv, jeg havde digtet.
Jeg knyttes dog til Jer med stærke Baand,
I gamle Grækere med evig Aand,
og Du — Aa, jeg maa møde Dig igen,
Du alle Tolderes og Skøgers Ven — —
Det skælver svagt bag mine Øjenlaag,
jeg tager stille alle Bøgers Bog,
og jeg slaar op et Sted paa Maa og Faa,
at finde Et, jeg tyst kan tænke paa.
Kong Salomo, hvis Sjæl var altfor rig,
var al Din Visdom da Dit Hjærtes Skrig —:
„Bevar dog fremfor alt, hvad Dig er givet
Dit Hjærte, Ven, thi deraf udgaar Livet — — —”
Jeg læser atter — ser saa intet mer,
alt svinder bort, fordi jeg alting ser:
„Bevar dog fremfor alt, hvad Dig er givet,
Dit Hjærte, Ven, thi deraf udgaar Livet — — —”
Det brister hedt bag mine Øjenlaag,
jeg lukker stille alle Bøgers Bog
og vandrer fredløs bort fra mine Stuer,
til Morgenrødens første Straaler luer.