Stormen er som stride Strømme
gennem Gadens dybe Slugt,
Himlen hvælver sig derover
som en mægtig Viadukt.
Og de spredte Lygter leder
kun en nøgtern Vandrer hjem,
fra de mørke Villaveje
vælder Dunkelheden frem.
Blæsten raser vildt i Skilte
og Markisers slappe Sejl —
Maanen glider frem og blinker
i de blanke Tages Tegl.
Og i glatte Sporvejsskinner
og i hver en kruset Pyt —
jeg er ene her i Gaden,
mine Fodtrin lyder lydt.
En sig smyger ud og lader
Porten klaprende paa Klem,
Lyset slukkes — som af Blæsten —
hos . . . . ja, mon hun véd hos hvem —
Hun blev ført i Festens Tummel
til et fjærnt og fremmed Hjem —
fra de afgrundsmørke Veje
vælder Dunkelheden frem.