Dejligt at vandre af Træthed beruset
fra svimlende Fester, man nys har forladt,
og lytte bedaaret og ene til Suset
i Vejenes Træer den vaarlige Nat,
at standse ved Steder, hvor forhen man bode,
at mindes, hvad den Gang man elsked og trode,
at segne i Minderne hen,
og gribe sig i, at man staar dèr saa barnligt
og aabner sin Laage igen.
Og saa drive bort langs slumrende Haver,
hvor Villaer sover med ensomme Lys,
og mindes og standse og falde i Staver
og vaagne lidt kuldskært igen med et Gys.
Dejligt at lade sig drive omkring
og tænke paa alt og paa slet ingenting
med en Hjærne saa duvende mat —
og lønligt berede et nynnende Digt —
som en Drik i den kølige Nat.