En kold Decembermorgen
i den første Vinterdis,
i dybe Fodspor spinder sig
en spæd og rynket Is,
og Taagehavet hviler over
Sommerens Forlis.
Tungt falder vaade Blade
fra sorte Grene ned
og pletter over Plænerne,
hvor Dødens Kulde skred
en Maanenat og rørte dem,
der længst for Livet stred.
Forunderligt at vandre
paa denne Havets Bund —
Ak, ikke blot i Æventyr
en veg og fugtig Mund
har daaret Mænd og lokket dem
til Havets sære Bund.
I Taagehavet synker
hver Skipper med sin Baad —
dèr sank engang min Ungdom
og min Ungdoms Drøm om Daad — —
Aa, Drømme, der blev slørede
og bristende som Graad.
Jeg mindes fjærnt min Ungdom,
min Ungdoms stolte Aar — —
jeg synes, det er underligt,
mit Hjærte endnu slaar,
at jeg er blandt de Levende,
der over Jorden gaar.
For gav jeg ikke Livet alt,
og alt igen paany —
Aa, langsomt er jeg vaagnet,
som et taaget Morgengry —
nu vandrer jeg besindigt ind
mod Livets store By.
Der er saa megen Pøbel til
i Zobel og i Maar,
at den, der sine Øjne tror,
sit Hjærte krænket faar,
og derfor er man Tvivler,
naar man Livets Færd forstaar.
Men skuffedes Du bitterligt
og trode dog paany —
Aa, langsomt vil Du vaagne,
som et taaget Morgengry —
da vandrer Du sagtmodigt ind
mod Livets store By.
Og synes Du, Du misted alt —
giv atter alting hen,
at Du engang kan vinde det
møjsommeligt igen;
før Livet er Din Fjende,
bli’r det aldrig helt Din Ven.
Engang, naar Taagen viger
og svinder som en Sky,
og Skattene, som sank,
er steget frem i Dagens Gry,
da vandrer Du med Solen ind
mod Livets store By.