Himlen dyb og dunkel-blaa,
dog er her langvejs lyst;
hist inde paa den hvide Mark,
hvor æventyrlig hvid og tyst,
en Gaard, hvor alle sover,
en Skygge falder sort og brat
og skærer Gavlen over — —
fjærnt fra et lavt og kulsort Krat,
der ruger mod den lyse Nat,
henbæver angst en Ugles bange Tuden
Men den, der ingen Glæde har,
maa gaa sin Gang foruden.
Dybt i en nøgen Haves Skød
— Aa, som en Vinterdrøm at se —
et lille straatækt Hus med Tun
og Tag og Tærskel klædt i Sne.
Forlængst er død hver Lyd og Støj;
jeg aander ind en krydret Duft,
en Arnes silde Tørverøg,
der blaalig i den stille Luft
— for Hjemmets Hygge og Fornuft —
fortoner under tunge Grenes Luden.
Men den, der ingen Glæde har,
maa gaa sin Gang foruden.
Og jeg, jeg gaar og prenter mig
en simpel Sandheds Hverdagsord,
der blev mig dyre at faa lært —
som Livet paa den skønne Jord — —
En Lyd naar dumpt og dæmpet frem:
mod Stenbro Træsko tramper —
en Karl er kommen silde hjem,
nu staar han dér og stamper
og renser sine Klamper;
jeg standser, se, nu tændtes Lys bag Ruden.
Men den, der ingen Glæde har,
maa gaa sin Gang foruden.