Nu dufter alle Haver
mod Natten og mod Regn,
nu suser alle Træer,
nu bruser alle Hegn,
nu skælver Løvet kuldskært
og angst for Regnens Komme;
imorgen skinner Solen, og —
en Dag er Vaaren omme.
Du rige Jord, jeg elsker Dig
i Sol, i Regnens Strømme,
Du gav mig Livet, og i Dig
begrov jeg mine Drømme.
Men én Gang skal et Foraarsbrus
henover Jorden gaa,
og al dets Lægedom skal ikke
mine Sanser naa.
Maaske gaar da ad denne Vej
en veg og frejdig Fyr
og digter om sin Kærlighed
til Livets Æventyr,
og nynner paa en Visestump
en Visestump, kan hænde
fra svunden Tid, og som, hvo ved,
mit Hjærte maatte kende — — —
Aa alle vi, som lever
saa hastigt og saa kort,
Aa alle vi, som én Gang
skal dø og bæres bort,
hvi tier ej vor Dommen,
vor Beden, vor Forbanden,
hvi tier vi ej stille
og er gode mod hinanden!
Hvi længes vi mod Striden
og snart igen mod Hvilen —
ak, lad os tage Ondt og Godt
med stolt og fornem Smilen!
Og vokse under Sol og Regn
som Blomsterne i Haven
og ile frejdigt nynnende,
som Kilderne, mod Graven.
Hvad om vi glade tog hvert Savn,
hver Sorg, der blev os givet —
hvad om vi blev usaarlige
af Kærlighed til Livet!
Lad os da modigt adles til
i Stolen paa os selv
at vandre ad vor Viljes Bro
trygt over Smærtens Elv,
mens over al vor Jublen
og over al vor Liden
vor vemodsfulde Viden
staar højt som Himlens Hvælven
sig over Jordens Skælven.
Ja, om vi kunde lære
i vor hastige Forbløden,
at én Ting er fornøden:
at kunne række ud vor Haand
og smile — imod Døden.