Juletræer
Aften paa Torvet
Aften paa Torvet
Nu kommer fra Landet de duvende Læs
med Julens forjættende Trær,
saa stilles de op paa det skumrende Torv
i Lygternes flakkende Skær.
Du duftende Gran, i den ensomme Skov
staar endnu Din nøjsomme Rod;
men mange Smaaglæder vil bygge i Dig
og gro om Din kappede Fod.
Saa barnligt vi aner Forventningens Smil
og Kys af en Mund, vi har kær —
„Hvor kunde Du vide jeg savnede det
og netop har ønsket det dèr — —”
De straalende Gader, det skumrende Torv,
Frosthimlen, hvor Stjernerne skinner —
jeg giver mig over og duver igennem
en Verden af duftende Minder —
Jeg hører den knitrende, fygende Lyd
fra Slædeskinnernes Rand —
mit Fartøj igennem en Verden af Fryd!
Aa, Verdens forjættede Land — —
Og lille Snehvide, jeg knæler hos Dig,
Du sover saa sødt i Din Seng —
se, nu er jeg atter saa troende god
og smuk, som dengang jeg var Dreng.
Ak, lille Snehvide, hvad blev der af os,
Du holdt Dig saa langt fra min Vej,
og alle de dejligste Blomster, jeg saa,
dem har jeg dog plukket til Dig.
Ak, lille Snehvide, hvad blev der af os,
og hvad mon de Drømme betød —
nu skinner der Rim i den visne Buket,
jeg har lagt i Dit Æventyrskød.
Jeg kaldes tilbage af Vognenes Larm
til Torvet, hvor Træerne staar,
hvor mange Smaaglæder begynder at gro
og ilsomme Mennesker gaar.