Der er intet, der som Suset i nattetunge Trær,
naar Mørket sletter Grænser og Grene,
har nynnet for mit Hjærte en Vise, jeg fik kær —
inderlig og hjemløs og alene:
At jeg er kun en Gæst paa den underlige Jord,
en Fremmed, der sit Hjem maatte glemme,
en hildet, en bedaaret, af et Elverfolk forført —
jeg synes, at man venter mig derhjemme —
Men jeg elsker, elsker Livet, himmelvidt og helveddybt,
jeg led engang derved, nu vil jeg smile,
jeg vil fløjte mig en Vise, jeg vil nynne mig en Sang,
til jeg lægger mig engang til at hvile.
Jeg har elsket mig fortvivlet over det, jeg havde kær,
jeg, der fødtes med en Trang til at smile — —
jeg vil mimre om min Kærlighed og mumle mig en Sang,
naar jeg lægger mig engang til at hvile.
Den forunderlige Stund, da jeg atter vandrer bort,
kan hænde til det Sted, hvor jeg har hjemme;
dog, hvor jeg end skal stedes, jeg bliver kun en Gæst,
der aldrig, aldrig Jorden helt kan glemme.
Men stundom vil jeg komme i den farende Blæst
og vandre her ved Nat paa disse Steder,
og da vil der vaagne et Menneske brat
og synes — der er nogen, der græder — — —