Vi skulde have vandret
med Staven i vor Haand
foruden andre Maal
end de tavse Milepæle,
og vore Sange skulde
vi aldrig givet Mæle,
de skulde rinde ud
i vor dybe Vandretrang,
mens vore Hjærters Glæde
var al vor tavse Sang.
Og kom vi imod Aften
til en stolt og mægtig By,
der lyste imod Himlen
for Menneskenes Ry —
os blev den kun et fremmed
og sælsomt Nattely.
Vi vandred atter bort
under dunkle Blades Hang,
ud over Mark og Bakker,
hvor vilde Vinde sprang,
og Møllen sine Vinger
i den friske Morgen svang.
Men vore Hjærters Glæde
var al vor tavse Sang.
Ak, i de gyldne Taager,
dèr spejder man sig blind,
og derfor blev I hildet
i Jer selv og fanget ind.
I adelige Hjærter,
I kongelige Sind.
Dog, hvor I end skal stedes
i Trængslerne begravet,
er Jeres Sjæles Veje
fra Havet og til Havet;
og derfor kan jeg møde Jer
paa trange Gaders Stene
og se, I er paa Vandring,
paa Vandring og alene.
Og gaar vi ud en Morgen
i Dug ad Vej og Sti,
da ved jeg, at jeg elsker Jer,
jeg elsker Jer, fordi
I har de samme Længsler,
Jer snærer samme Baand —
vi skulde have vandret
med Staven i vor Haand.
Men ledes jeg ved Pøblen
i Livets store By,
hvor intet, intet drager mig
og daarer mig og blænder,
men alt er gledet fra mig,
som Sand af mine Hænder,
da er jeg glad, at I er til,
Aa Venner, mine Venner!