Jeg elsker, naar Du smiler
I med Kaarden i Din Haand
og glatter paa Din Handske
og prøver Klingens Vaand
og gemmer bort en Tanke
og ser, om alt er klart,
saa kaster Du Din Maske paa,
nuvel, og saa en garde!
Da smyger sig min Klinge
imod Din Klinge ind
og lokker den saa lønligt
at røbe mig Dit Sind;
men føler jeg, Du tror mig,
jeg straks bedrager Dig —
trompé — og jeg min Kaarde
i Brystet jager Dig.
Min Ven, Du fægter herligt,
kun Stødet er for blødt,
det er, som om Du ængstes,
før Du til Bunds har stødt.
Dit Haandled er Dit Hjærte,
men Staalet er Din Aand.
Jeg elsker, naar Du smiler
med Kaarden i din Haand.
En Kaarde røber alle;
Din siger, Du har Mod,
den hvisker, Du har Snille,
Du er kun lidt for god;
det gaar ej i en Verden,
der fægter saare slet,
men længst har byttet Kaarden
med den giftige Stilet.
Hvor Mod er blevet Frækhed,
og Snille bleven Svig,
hvor Krig er bleven Videnskab,
og Videnskaben — Krig.
Men Du er stolt og festlig,
Du fægter lyst og frit.
Aa, de som intet Hjærte har,
hvor vil de hade Dit — —
Saa staar Du lidt og hviler
med Kaarden mod Din Fod,
og mine Tanker dvæler
ved Klingens faste Rod;
de tænker paa saa meget,
de smærteligt forstod
og glider langs det blanke Staal
og drypper ned som Blod.
Vi to er bare Venner,
og dette hèr er Leg;
men stundom kan jeg ønske,
jeg kunde hade Dig,
og møde Dig i Alvor
til En blev kold og hvid —
Aa Du, jeg kunde ønske
een Gang en værdig Strid!