Axel Juel (1883–1948)

Hvor en Landevej begynder,

ligger Smedens gamle Hus,

ramt af mange Stormes Brus,

bag en Hyldebusk til Hegn,

sprunget læk i Rusk og Regn,

lappet, klinet, tættet, kittet

stivet af, men aldrig hvidtet,

med et Skur til Tørv og Brænde,

hvor en spættet Kat behænde

laber lidt af Pyttens Krus,

lurer efter Markens Mus.

Og en gammel, gusten Have

bagved møre Gærdestaver

— ak, hvor Tidens Tænder gnaver —

giver Himlens Gaver.

Men i Landevejens Trær

høres gennem al Slags Vejr

Vindens Vandren overjord;

i de fulde, tunge Kroner

er det dybe, milde Toner,

men igennem Løv, der falmer,

er det Efteraarets Salmer,

og naar Kulde Klingen sliber,

tynde Orgelpiber.

Foran Smediens brede Port

ligger dynget gammelt Skrammel,

Hjul og Hammel,

og der stritter

ud af Bunken brudte Skagler,

løse Nitter, rustne Nagler,

søndret Gods fra mange Sogne,

Vrag af rappe Vogne.

Dèr jeg standser tit og ofte,

helst mod Vinteraftner, naar

Smeden i sin sorte Kofte

over Essens Flammer staar,

dér hvor Armens Virke raader,

hvor i klingert Gny og Brag

Jærnet syder, Gnister fraader

under Hamrens tunge Slag,

hvor i Smediens sorte Svælg,

medens Hammerslaget brager,

Drengen dukker sig og drager

tungt den trange Blæsebælg.

Ak, et skønt og gammelt Billed!

Det er mig saa kært at vide,

at det lyser paa min Vej,

naar jeg vandrer hjem til Dig.

Thi Du er for mig som dette

lille Hverdagsæventyr,

borte fra de store Byer,

hvor Du nødigt kommer ind,

gamle, stille Hverdagskvinde

med et æventyrligt Sind.

Og dèr tænker jeg paa Dig;

ja, jeg tænker tit og ofte,

Du er fra en svunden Tid,

da man spandt sin egen Kofte;

og jeg tænker paa Din Flid,

mindes den fra jeg var liden,

uafladelig — som Tiden —

var Din Virken, og Din Lære

var, at Pligten er vor Ære.

Mennesker fik ej Dit Sind,

kom ej i Dit Hjærte ind;

men Du pusler helst om Planter

og Du taler helst til Dyr —

den, som ser Dit Hjærte, læser

i en Bog med Æventyr.

Naar engang det lille, gamle

Hus, hvor endnu Smeden bor,

jævnes med den sorte Jord,

og Fabrikken dukker frem,

og de høje Forstadshuse,

fyldt med det, man kalder Hjem,

og jeg gaar en anden Vej

og skal ikke hjem til Dig,

men naar Du har standset Fliden

og blev træt af Tiden.

Aa, da vil jeg se at finde

— for min Glæde ved Dit Minde —

under tunge Træers Sus

ved en Vej et gammelt Hus,

hvor en Smed i Essens Flammer

svinger højt sin Hammer!