Engang var alt mit Væsen Kamp og Kiv,
og dybt uenig med mit eget Liv
jeg svajed hid og did som Søens Siv.
Jeg gik til Mænd, men fandt kun ringe Trøst,
jeg spurgte dem i Vest, fik Svar i Øst —
saa gik jeg ensom bort med fattig Høst.
Jeg søgte Kvinder for den Vé, jeg bar,
jeg spurgte dem — og fik dem selv til Svar.
Ak, dybest Kvinders Ord mit Hjærte skar.
Nu længes jeg kun mod den svale Stund,
da Arret lukker fast sin tavse Mund.
Aa, al min Kæmpen gav jo Ekko kun!