Den gamle Sol har pudset blank min Rude
og fejet ud de vintertunge Trængsler;
fuldrigget vugger Vaarens Lykkeskude.
Saa ofte sket, dog sært det Sindet fængsler,
naar Evighedens Skaberkilder strømmer,
og Frøets Kapsel drejer sine Hængsler.
Saa maa jeg ud, hvor nyfødt Spiren drømmer,
og Paaskeliljen let for Vinden svinger,
mens Tusindfryd og Krokus Kanten sømmer.
O lille Lærke, dine Klokker ringer
saa minderigt om Livets svundne Dage,
og Trøst og Haab fra dine Toner springer.
Velkommen Stær og Stork paa Bondens Tage
og Vibens Sus henover side Sletter,
hvor Moderfaar og Lam paa Spiren smage.
Snart kommer Gøgen, klog den os beretter
hvormange Aar vi her skal bo og bvgge,
mens Haab til Haab vi flittigt sammenfletter.
O rige Tid! som ranker Sind og Rygge
og føder Smil og lapper Vintrens Flænge;
nu danser Sol, hvor før kun skælved Skygge;
nu spiller Vaarens Gud paa Lykkens Strenge.