Farvel du Sol, som nu gaar ned
bag fjerne Bøgeskove,
imens du kaster gyldent Glimt
paa Dagens trætte Plove.
Farvel — maaske for sidste Gang
mit Øje nu dig skuer;
men tag min Tak for hvert et Smil,
du undte mine Stuer.
Hvor er det svært! men hvilken Trøst,
som vel kan Ryggen ranke:
naar Dødens Le har gjort sin Høst,
jeg evner ej en Tanke. —