Ved Kongeaaen
(Efter 40 Aars Udvisning.)
(Efter 40 Aars Udvisning.)
Der smyger sig omkring min Kind
saa lun og let en Søndenvind,
og Klokken synger Solen ned
for daanet Dag i Evighed.
Det Sus, som vifter Aaens Rør
og kyssed Sønderjylland før,
det leder mig ad Mindets Spor
did ud, hvor Barndomslykken bor.
Du Vind, som favner mig saa blidt,
(tilgiv, jeg tror, jeg græder lidt),
fortæl mig alt, hvad du har set,
du finder ingen mer beredt.
Jeg véd, du fandt den Stue ødt,
hvor jeg til Livets Savn blev født;
men der er tusind andre Ting,
som sætter Hjertets Streng i Sving.
Den gaar vel end, min Barndomsbæk,
igennem Dalens Blomsterdæk
og nynner, jubler som tilforn,
halvt gemt af Pil og Slaaentorn?
Staar Liljer og Forglemmigej,
hvor Strømmen skærer Mosens Vej?
Og saa du Gedden, blank og stor,
i Paddeleg og Sommerflor?
Og Hegnet langs den gamle Vang,
hvor Bær og Fuglereder hang,
sad der endnu en Gøg og gol
til Solsortfløjt i Aftensol?
Er Heden til med alt sit Kryb
og Skrunhorssang i Himlens Dyb?
Staar Kæruldsblomstens bløde Hat
og hvidner mellem Lyng og Krat?
O Vind, jeg spørger vel for tidt,
men jeg har længtes, jeg har lidt,
og Dage gik og blev til Aar,
mens Tiden farved graat mit Haar. —
Du Bud fra Fødehjemmets Kyst,
aah, kys mig længe — blødt og tyst!
og væv saa let omkring mit Sind
de rundne Dages Drømmespind. —