I. Esbjerg.
O Esbjerg, nu ligger du voksen og fin
som Møen i Gry bag et strøget Gardin.
Vi kendte hinanden, dengang vi var Børn,
jeg glemte dig aldrig i Tidernes Tørn.
Men nu har du hyllet dit hvirvlende Sand
med Huse og Gader med springende Spand.
Og hvor er nu henne dit Marehalmsus,
der toned saa sødt i din Vesterhavsgus.
Du fængsler kun lidt, og jeg byder Farvel;
thi det, som jeg søgte, er trampet ihjel.
Jeg vandrer mod Nord over Heder og Tang
og søger de Noder, du nynned engang.
II. Spangsberg Mølle.
Vær hilset, du ældgamle Mølle i Eng
med vuggende Siv og med Lyng om din Seng!
Her sled jeg ukuet i Ynglingeaar,
nu staar jeg her mærket med graanende Haar.
Naar Solguldet stribede Havet i Vest,
og Karlen trak Selen af hungrende Hest,
naar Konen hun brygged, hvor Sivet sig svang,
da toned fra Møllen min Fyraftensang.
Naar Vildanden drømte i Rørenes Skjul,
og Draaberne drypped fra hvilende Hjul,
naar Sumpenes Lygtemænd kogled i Glans,
da traadte vi Grønsværens Gulve i Dans.
Hvor stedes I alle, som dansed med mig
ved Møllen i Spangsberg, da Livet var Leg?
Hvad lagde jer Skæbnegudinden i Favn?
Jeg sender min Hilsen og gemmer hvert Navn!
Hvor sært nu at høre det Vindmøllesus
og Kværnenes Syngen i sitrende Hus
og Vandfaldets Brusen som Fossen i Elv,
mens Hjulet end jager bag efter sig selv.
Ak, Mindet det er dog en underlig Ting,
det klapper saa blødt, og det jager som Sting.
Det gæster vor Dag, og det søger vor Drøm,
tidt bærer det frelst over fraadende Strøm.
Men fremad — end magter dog Foden sin Dont,
og Længslerne higer mod ny Horisont.
Naturen er herlig, og Livet er kort,
og Blomsten skal plukkes, før Duften gaar bort. —
III. Aftenstemning ved Hjerting.
Fra Skalling til Hjerting der blinker en Bro,
den ligner det pureste Guld.
De blaahvide Maager den vugger saa tro
og bærer samvittighedsfuld.
Paa nymodens Huse staar Skifer og Tegl
og flimrer med Trætoppevugg,
mens Solen fra Kimingen ser sig i Spejl
i Fiskerens gammeldags Glug.
Og Moden hun tripper med Hat som et Hjul
og smalsporet Skørt om sin Læg,
mens Gammelmor titter forundret i Skjul
bag Hyttens forvitrede Væg.
Der kagler en Høne i straatækket Gaard,
der rapper en And i en Pyt,
langt ude paa Bakken der bræger et Faar,
og Gaardhunden glammer saa lydt.
Fem prægtige Havgutter sidder paa Rad
ved Kromandens hvidtede Gavl,
de taler om Fangsten og Skuden og hvad,
der skete i Dagen saa travl.
Velsignende Ro over alle er lagt,
de vejrbidte Kinder har Smil,
og Snadderne vipper med Talen i Takt
og krydrer dem Aftenens Hvil.
Saa drukner sig Solen i dybeste Hav,
dens Virke er endt for i Dag,
og Vognene standser de snurrende Nav,
og Svalen sig gemmer bag Tag.
End laaner dog Himlen af Lyset en Rest,
hvor Kilden fornylig gik hjem,
og Fyrene vaager i Syd og i Vest
og leder de farende frem.
O Landlivets Stille, du kvæger min Sjæl
og drysser din Fred i mit Blod,
du er imod Stædernes støjende Hæl
som Sok om en listende Fod.
Det fløjter saa sagte i Karme og Kit,
mod Bredden gaar Bølgernes Strøm,
de sukker og klukker og nynner saa blidt
og vugger sig ind i min Drøm.
IV. En ensom Hedegaard.
I Tavshedens Kaabe og glødende rød
staar Morgenens Sol paa sin Sti.
Jeg vèd, der i Dagen i Tusinders Skød
vil drysse et evigt »Forbi«.
Men ej vil jeg gruble, men give mig hen
i Daggryets herlige Drøm.
Den Dag, som er runden, ej stiger igen
af Tidernes travende Strøm.
Det glimter med Dugg i den graabrune Lyng,
den væder min vandrende Fod.
Paa stubgule Marker staar Spindelvævsslyng
og sitrer fra Rod og til Rod.
Der springer en Hare saa rapt for min Taa,
der flygter en Frø for min Stok,
og Høvderne tygger bag Grøfter og Slaa,
og Stærene flyver i Flok.
Hvor Ho-Bugten tresidet slynger sin Arm
om Jorder, hvis Straa kun er tyndt,
der ligger saa fjernt fra al Døgnlivets Larm
en Gaard paa den yderste Pynt.
Dens Længer er brune af Vinde og Gus,
der stiger af Vestervovvov.
Er Faderen trættet i Fædrenehus,
saa griber en Søn om hans Plov.
Jeg hilser dens Ejer — han spreder sit Hø —
en Mand, som er nær de halvfjerds,
mens Hunden, som drømte, ta’r haardt til at gø
og stiller sig arrigt paa tværs.
I Stuen, hvor gæstfri han byder mig ind,
er gammeldags Hygge og Smag;
hans Klæder er Vadmel af Hustruens Spind,
— alt minder om Barndommens Dag.
Hvor trist dog at bo paa det ensomme Sted
fra Vuggen og indtil sin Død.
Og dog — hvem kan vide, han gik jo i Fred
og havde det daglige Brød.
Og saa kan det hænde, ham intet er sket,
— et Smil i hans Øje var lagt —
Han vèd kun om Jagen og Nervøsitet,
hvad Kreti og Pieti fik sagt. —
V. Ved Varde Aa.
Du straalende Strøm, af de Bække du aad,
du feded dig næsten til Flod.
Og her, hvor du slutter, du tumler en Baad
og rundbundet Færge saa hoven og kaad,
at halvvejs du kvæler mit Mod.
Du fødtes derinde paa Højden et Sted
i Lyngblomsters rødlige Flor,
og alt som du vandred, du voksed derved,
saa stundom du vildsomt gik over din Bred
og læsked den mødige Jord.
Fra tidligste Barndom var Engen min Lyst
med Blomster, med Aa og med alt.
Her jublede Fuglen af fuldeste Bryst,
og Engblommer smilte som Solen i Øst,
naar Morgenens Dugperler faldt,
Nu staar for mit Øje, saa langt det kan naa,
det skønneste Efteraarsliv,
hvor Heste og Øksne i Engene gaa,
mens Straalerne leger paa solfanget Aa,
der spejler de vuggende Siv.
O Kunstner, saa mal mig de Kvier og Faar
og Stude og Plage i Flæng
med røde og sorte og snehvide Haar,
med Flanker saa blanke og rundede Laar
og hele den græsgrønne Eng!
Og glem saa ej Føllet, som patter sin Mor
bag Stolper med Stængselbehæng,
og Lammet, som tamper en halvvoksen Bror,
og Røret, som rokker, hvor Aaen sig snor,
og Køllen paa tværs ad en Dreng.
Og stræk saa dit Billede milevidt ud,
bestandig paa lignende Vis;
og skik til din Pensel det skrappeste Bud,
at alting skal ende i kogiende Skrud,
I Sensommerdagenes Dis.
Saa trækker du Bræmme ved Lærredets Rand
med Byer i Solstraalespil.
Hvor Storken fløj bort fra den gæstfrie Mand,
skal Reden staa bøjet af Stormenes Tand,
og Taget det sviner du til.
Til Slutning en Himmel saa høj og saa blaa,
Septembers begribeligvis.
Kun enkelte florlette Skyer maa gaa,
og saa vil jeg tro, at du Maalet vil naa:
Berømmelse, Ære og Pris.
VI. Paa Tinghøjene paa Østerhede.
Du Vandrer, som kommer til Vium engang
i Sommerens Sol eller Vaar,
søg ud over Heden, der toner en Sang
saa fin, som den aldrig fra Harperne sprang,
— en Sang om de tusinde Aar.
To mørkbrune Høje vil fange dit Blik,
med Blaabær og Revling de staar.
Mens Børnene fødtes, og Fædrene gik,
og Slægterne skifted med Sæder og Skik,
de laa her i tusinde Aar.
Det skønnes en Stræber til Højenes Mèn
har søgt efter Smykker og Skaar.
Saa dækker de vel over frønnede Ben,
som dybt under Mulden bag hvælvede Sten
har slumret i tusinde Aar.
Jeg staar paa den ene en Sensommerdag,
blidt vifter en Vind med dens Haar;
og Lærken hun breder sin Vinge til Slag
og kvidrer den Sang over ældgammelt Lag,
hun kvidred i tusinde Aar.
Du Tungsindets Hede saa vid og saa lang,
hvor dejligt for Øjet du staar!
End Lokkemand dirrer i bølgende Gang,
og Hjejlerne fløjter til Vibernes Sang
som før i de tusinde Aar.
Saa findes dog Mile af Fædrenejord,
hvor Lyngen har taalsomme Kaar;
hvor Gyvelen grønnes og Tyttebær gror,
og Revlingen slører for Oldtidens Spor
endnu som i tusinde Aar.
Langt ude jeg øjner den dyrkede Jord
med Huse og Skokke og Skaar.
Og elleve Kirker i Solstraaleflor
end kalder paa Menneskesjælen, der tror,
som sket i de tusinde Aar.
O, herlige Hede i drømmende Blund,
paa Vemodens Strenge du slaar!
Jeg lægger min Kind til din mossede Bund
for stille at høre din nynnende Mund,
din Sang om de tusinde Aar.
VII. Bovbjerg.
Det rutter med Regn over Huse og Hav,
det fjerne er hyllet i Slør,
og Bølgerne standser det skummende Trav
og brydes og flades og dør.
De bider i Bjerget med modigste Tand
og suger og mindsker vort Fædreneland
som sket i Aarhundreder før.
Derude, hvor Bølgen nu krummer sin Fold
om Fiskerens dristige Baad,
gled Fortidens Plove i sikkert Behold,
af Kløveren Kalvene aad.
Du graadige Bølge, du glemmer nok helt,
at Landet er saaret og sondret og delt
saa tidt, at vi ikke har Raad.
End knejser dog Fyret saa herligt og stolt
og lyser i farendes Nat;
men snart vil det høre et bydende Holdt,
et »Sluk« til den blinkende Hat.
Det sukker saa sært over Bovbjergets Kam,
og Straaene stænkes med Sprøjt og med Slam,
naar Stormen og Bølgen ta’r fat,
Et Stykke er kløvet og luder til Gled
mod Vandenes hvirvlende Dans.
Jeg gyser, naar Blikket jeg retter derned,
en Svimmelhed griber min Sans.
Men mægtige Hav, du er Danskernes Ven;
thi spiser du graadigt, du bærer igen
erstattende Stykker til Lands.
VIII. Hvor vi alle bor.
Med knugende Støjen man fylder vort Land,
Idyllerne gnaves af Tidernes Tand.
Fabrikkerne hviner igennem vor Karm,
og Ruderne klirrer i Vognenes Larm.
Det summer og brummer i Stænger og Traad,
det hamrer og jamrer i vuggende Baad,
og Cyklerne tirrer med lydløse Fjed,
hvor Automobilerne stjæler vor Fred.
Det suser og tuder fra Togenes Rør,
unyttige Hunde paa Gaderne gøer.
Det skratter fra Flyverens luftige Færd,
og Søvnen forkludres af klimprende Hær.
End findes dog Pletter, hvor Freden har Bo:
paa saftige Enge med Kalv og med Ko,
paa drømmende Hede, ved nynnende Strand,
i Klitternes marehalmstækkede Sand.
Velsignede Land, som har frydet mit Blik
fra Stunden, da Vuggen paa Gængerne gik,
naar Blodet er kølnet og standser sin Strøm,
— o, hvælv da din Muld om min Evighedsdrøm.