Decemberdag med Taage, Rusk og Regn,
du er kun Dværg mod Nattens klamme Øde.
Dit Vintersuk gaar over Hav og Hegn
og vækker op de Dage, der er døde.
Fra hver en Gren der høres Harpeklang
som den, der lød engang i Barndomstiden.
Den, for hvis Vugge Gavlens Popler sang,
han glemmer ej Decembernynnet siden.
En gammel Sang, en gribende Musik
med Vemod fyldt, og dog den bringer Lise.
Den Sorg, der sved, naar du i Stuen gik,
den lulles ind i Solhvervsdagens Brise.
Den mørke Sky nu lægger lavt sit Loft,
og Solens Smil kun sjældent ses bag Taagen.
Den Fugl, som sang i Eng og Skov og Toft,
nu pipper spædt ved Hus og Havelaagen.
Hver Orm er gemt i Jordens Moderseng,
og Furens Pytter staar med Krans og Kruser.
Mens Aaen helt har druknet Grøft og Eng,
staar Sang og Sus i Møllens Frivandssluser.
Den magre Hund nu vejrer Vildtets Spor,
og Skyttens Hæl sig planter dybt i Pløret.
De sultne Krager jamrer højt i Kor,
Vildanden trækker, halvt i Taagen sløret.
Hør Vindens Sus og trange Aandedrag,
en Vemodsstrøm, som jager gennem Skoven!
Det Sus, som gik i vore Fædres Dag,
gaar evigungt sin Vandring under Loven.
Hør Havets Hulk og Leg med Brinkens Sten!
Se, Bølgen, sig for Vindens Kræfter krummer!
Med skumhvid,Kam de møder en for en
og flades ud og synker hen i Slummer.
r » . t
Hvor Bølgen dør, der tripper fattig Fugl
i Flint og Tang og søger Livets Føde.
En blaalig Maage kyses fra sit Skjul
og staar med Skrig ind over Markens Øde.
Nu sender Sol fra Vestens Kimingrand
sit Afskedssmil — og Dagen er forsvunden.
Fang Smilet ind, du travle Vandringsmand,
kanske det sidste, før din Stund er runden!
Der vandrer Suk i Marehalm og Bør,
mens Kirkeklokken ringer Dagen under.
Hvert Aftensuk vil naa — som altid før —
til den, som over Livets Gaade grunder.