Maane, jeg synes, du griner, din Rad,
der hvor du danser paa Evighedstilje.
Sig mig for Pokker, hvad ler du dog ad?
Er vi dig ikke til Vilje?
Er vi kun Narre, der nærer din Spot,
rasler med Bjælder og klæder os flot?
Mangler der Mening i hele vor Færden
her i den syndige Verden?
Ak, naar jeg griber mig selv i min Barm,
fritter om Svaret — som aldrig du giver —
er jeg saa tom som en hungrende Tarm,
— klogere næppe jeg bliver.
Mennesket fødes og spiser og gror,
elsker forborgent og snyder sin Bror,
dør saa af Dage — men Livsdøgnets Gaade
aldrig det orked at raade.
Det er en Lykke, du arter dig tavs,
løber ej bandsat med Slidder og Sladder;
thi om du raabte om Menneskets Snavs,
gik skam det hele i Smadder:
Smaatyv blev standset paa listende Fod,
førend han entrede Stortyvens Bod.
Tænk, om du hviskede Manden i Øret:
Konen gik ud under Sløret.
Modig jeg finder mig da i dit Smil
gennem de Nætter, jeg end har tilbage.
Send du kun ud din hoverende Pil,
du skal ej høre mig klage.
Men hvis du kommer til Mæle engang,
flygter jeg langt over Vidder og Vang.
Ja, det kan hændes, vi Menneskesjæle
dybt under Dynen os fjæle.
Ja, du har set i utallige Aar,
hvordan i Natten vi Mennesker vandre,
og du skal se, alt som Tiderne gaar,
bedre ej bliver de andre.
Og naar jeg tænker lidt mere derpaa,
kan jeg i Grunden din Smilen forstaa:
Stillet imellem at le eller græde
valgte du det, der kan glæde.