Gamlingen:
Lille Lærke, du som svinger
dine Vinger
højt i alle Tiders Blaa,
mens din klare Klokke ringer
over By og Borg og Vraa,
fold din Vinge, lad os tale
om din Oldefaders Sang,
den han jubled Vaarfaldsstunder
i min Barndoms Lykkevang.
Denne Tone, som er svunden,
har jeg tvunden
i min Skæbnes Mindekrans.
Livets længste Stund er runden,
dog den staar med samme Glans.
O, vi to, vi sang Duetter,
selv om Regnen tynged Kvist;
hvem der jubled bedst af begge,
har jeg aldrig rigtig vidst.
Lille Lærke, find i Krogen
Tryllebogen,
hvor hans gamle Node staar.
Syng mig frank og fri som nogen
i de unge glade Aar,
syng saa alle Vunder vige,
og jeg sorgløst gi’r mig hen,
syng mig ind i Himmerige
blot en stakket Stund igen!
Lærken:
Gamle, Livets Lov dig tynger;
dig forynger
Lærkesangen aldrig mer.
Tonen, som jeg for dig synger,
er just den, hvorom du be’r,
Lærkelyden den er evig,
evig som Guds klare Blaa.
Du og jeg og alle vore
vi skal ældes og forgaa.
Gamlingen:
Saa tilgiv mig, lille Sanger;
thi jeg fanger
fuldt din Tales Sandhedsglød.
Ingen Dag er Atterganger,
den, som svandt, er evig død.
Dog endnu mit Indre frydes
ved din underskønne Sang.
Hver en Vaar, som Gud mig skænker,
gaar jeg ud til dig min Gang.