Trosserne løses og hales om Bord,
Skibet staar ud over flimrende Fjord.
Skorstenen stænker sit Spy over By,
Fløjterne hviner mod vigende Sky.
Travlhed forneden og Hasten paa Dæk,
Chefen paa Broen sig breder saa kæk,
boblende Bølger mod Bredderne stige,
Styrmanden vifter Farvel til sin Pige.
Hulkende Pige, jeg fatter din Graad —
langvejs derude du øjner hans Baad,
snart vil den gemmes bag Kimingens Hvælv,
ladende haant om din Sorg og dit Skælv.
Intet du agter af Døgnlivets Dont,
stirrer kun ud mod den blaa Horisont,
søger at fange et Skimt af hans Skude,
førend den dækkes af Disen derude.
Ak, det er Driften, som jager dit Blod,
Evighedskimenes flydende Flod.
Evnen, du fik fra din Moder i Arv,
staar nu og venter, du tjener dens Tarv.
Strømmen har tørnet med Kraft mod din Strand,
fordrer at føres til Fremtidens Land.
Kravet staar spejlet i Øjnenes Lyster,
sukker og syder i buede Bryster.
Stands dog, o Pige, din knugende Graad,
Længslerne fører han selv i sin Baad.
Snart vil han finde den hjemlige Havn,
falde med Lyst i din ventende Favn.
Saa skal du smykkes som fagreste Brud,
hemmede Kræfter skal løse sig ud.
Alt, hvad en Kærlighed giver og mægter,
vandrer med Bud til de seneste Slægter.