Hvad var min Slægt i Tidens Vaar,
den Slægt, hvorfra min Livstraad spindes?
Hvad var dens Kald i glemte Aar,
hvor er det Værk, hvortil den bindes?
Hvor staar den Sten, som viser klart
Nødvendigheden af dens Start?
Var Solens Lys vel pustet ud,
var Maanen sprængt for alle Vinde,
blev mere vaad en Vinters Slud,
laa mere Sne paa Bjergets Tinde,
tog Bølgen flere Tørn med Kyst,
— om Mand ej sov ved Kvindebryst?
Vist ikke nej! min hele Slægt
var kun som Fnug i Hvirvelvinde.
Hver Myre lunt af Tuen dækt
har samme Kald og Kræfter inde.
Jeg ser kun dette ene Spil:
ved Slægten er jeg blevet til. —
Og hvad er jeg? hvad skal jeg her?
Kan jeg vel bremse Koens Brølen,
kan jeg forbyde sorten Stær
at sidde tavs i Vintersolen?
Jeg øj ner kun det ene Spil:
ved mig en Slægt skal blive til.
Saa sænk da Kaarden, arme Sjæl,
erkend din Afmagt her paa Jorden.
Dit Liv er kun som Flyt af Hæl,
kun som et Vindpust over Fjorden.
Et kort Sekund og Moder Jord
har hyllet dig, hvor Slægten bor.
Men falder traurigt dig mit Ord,
da vil en Trøst jeg med dig dele:
Se op mod Himlen, se mod Jord,
du finder Orden i det hele.
Den Orden, som i alting gaar,
den sikkert efter Døden staar. —