Paa Gadernes rimslagne Stene
jeg møder to hulkende smaa.
En Dreng paa de fem er den ene,
det halve vel Pigen kan naa.
Se, Tøjet er Lapper og Laser,
og Strømpen sig krænger mod Taa;
med Lokker og Frynserne maser
en Nordvind saa isnende raa!
Ustandselig Taarerne rinder.
Min Trøsten: de ænser den ej.
— Hvornaar mon de Taarer dog finder
til Samfundets Hjerte en Vej?
De blødeste Toner jeg svøber
omkring mine famlende Ord;
men Svaret, som Læberne røber,
er kun et utydeligt »Mor«.
Ja Mor, I to grædende Stakler,
hun slider i Baljen sig krum
og søger ved Nutidsmirakler
at ælte jer Brødet af Skum.
Min karrige Skilling har Følger;
thi pludselig stilner han af.
Fra Læberne Ordene bølger:
»Se Søster, hvad Manden os gav!«
Han griber den lille ved Grabben,
om Hjørnet de hurtigt sig snor.
Jeg ser dem forsvinde ad Trappen
derhenne, hvor Bageren bor.
— — —
Ved guldvirket Spænde vi piller,
mens Orgelet bruser bag Hvælv.
I Præsternes himmelske Briller
vi øjner en Saligheds Elv.
Vi hykler og haaber at finde
til Himmelens strøede Baas.
Jeg aner, vi vandrer i Blinde
og finder for Dørene Laas. —