Jeg stred mig saa trælsomt ad Skrænterne op
og støtted mig tungt til min Stav
og stod saa forpustet paa Sandhøjens Top
og saa paa det syngende Hav.
Da fløj der en Svane fra Rørenes Rand
saa kækt mod den skumrende Sky;
den steg, og den steg over Bølge og Strand
og ind over Banker og By.
Som Trællen jeg kendte mig lænket til Jord
og saå paa den herlige Flugt;
den trodsede Stormen, stod ind over Fjord
og dalede ned i en Bugt.
Her laa den og gynged sin snehvide Krop,
som var alle Livsdage Leg.
Der stjal sig et Suk fra mit Inderste op:
O Svane, saa gid det var mig!
Vi Mennesker lænkes i tommeste Tant
og vader i Sorger og Slid;
og Humbug og Løgne skal regnes for sandt
og Narrenes Tale for Vid.
Du hæver dig højt over Døgnenes Graad,
og Vindene sletter dit Spor,
og Voverne vugger din vingede Baad,
hvor selv du befaler dit Ror.
Og spreder en Vinter sin Kulde og Is,
da lukker du Jammerens Dør
og svinger dig ud over Taage og Dis
til Steder med blidelig Bør.
Saa vender du hjem i den gryende Vaar
til Elskovens evige Lyst
og leger paa Fjorden, mens Lærkerne slaar
i tindrende Sol paa vor Kyst.
Og kimer saa Klokken til Afsked engang,
og føler du, Kraften er brudt,
da falder du ind med din tonende Sang
som Takken for Livet til Slut.
Du kender ej Anger og nagende Skræk
for det, du i Svaghed forbrød.
I Frihed du leved, og frit gaar du væk,
mens Bølgen dig vugger i Død.