Der var engang en Oberst Brum, en streng og myndig Herre;
men skal der gives god Besked, saa har jeg kendt dem værre.
Saa traf det sig en Graavejrsdag, han var lidt morgengnaven,
maaske det mest var Fruens Skyld — hun bar Kommandostaven.
Saa kaldte han sin Adjutant: »Mit Regiment i Morgen
skal staa parat til Inspektion deromme bag ved Borgen.«
»Javel, Hr. Oberst!« Sporen sang, da Hælene slog sammen,
fra Sabelskeden stod en Lyd, der lød som Degnens Amen.
Og Ordren gik, og der blev travlt i Sale og Kvarterer,
hver Knap blev over Gaffel sat (De véd, man dem polerer).
Geværet stod i Sølverglans, og Sabelfæstet skinned,
Tornysteret blev bulet ud af Støvler, Traad og Linned.
Da Morgenskyen næste Dag stod luetændt i Østen,
stod Regimentet stillet op saa tæt som Korn i Høsten.
Og Solen leged ellevild i Skeder, Tal og Knapper,
der stod som tusind Stjerner smaa i Frakker og i Kapper.
Befalingsmændene gik rundt — de fleste var nervøse;
de retted her og prøved der, om Remme sad for løse.
Nu gjaldt det om paa denne Dag at gøre sig bemærket,
maaske et Spring til næste Grad da kunde krone Værket.
Hvor Landevejen gør et Sving, der saas en Rytterskare,
og forrest, druknet halvt i Støv, man saa vor Oberst fare.
»Staa fast paa Foden«, lød det nu, »og se ham frit i Øjet«.
Et sidste Blik blev kastet hen paa Retningen og Tøjet.
Nu kom han nær i strakt Galop, og der blev præsenteret.
Hans Øje funkled koldt og hvast, da Fronten blev passeret.
»Nu vil jeg se lidt Eksercits, derefter Evolering,
saa vil jeg høre Teori, til Slut Forbipassering.«
Og der blev aset, stræbt og stridt paa alle Led og Kanter,
og lette Heste fòr omkring med tynde Adjutanter.
Det syntes, alle var besat af denne ene Tanke
at være Chefen til Behag og fri sig selv for Anke.
Da saa Manøvren var forbi, blev samlet Regimentet,
O, hvilken høje Alvorsstund! nu kom den Ros, man vented’.
Hver haabed, at hans Flid var set og saa sig selv forfremmet,
hver lumpen Fedtehas gad se sin Kammerat beskæmmet.
Mens Hesten prusted Mulen ren og ræd for Sporen dansed,
vor Oberst sad mod rettet Front af Værdighed bekranset.
Saa aabner han sin brede Mund, men ak, kun Dadel flyder:
»Her skal der gøres større Flid!« saadan hans Slutning lyder.
Der gik en Strøm af Bitterhed igennem Regimentet,
selv Menigmand i sit Geled sig havde bedre ventet.
Her laa nu væltet Drømmens Vogn, det kom som Sus paa Fjorden,
det var som slog et Hagelvejr hvert modnet Aks til Jorden.
Men liden Tue har saa tidt et Læs mod Gruset smældet,
og Lykkens Stjerne laaner Kraft af det, man kalder
Thi just som Sporens flinke Hjul den sorte Hoppe vendte,
da raabte Halen tre Farvel, saa Bakkens Ekko skændte.
Henover Fælledjordens Svær, hvor rædde Køer gumled,
den gæve Oberst jaged bort, mens ved sig selv han mumled:
»Der stak jeg dem en dygtig Trumf, og det er det, der driller.«
Men Halen sang som bindegal: en Trumf, bum, Trumf vi spiller!
Det var, som Halens høje Ord af Bandet alle løste,
enhver, som før stod knuget dybt, af Smilets Kilder øste;
og snart det hele Regiment fandt Vej til »Makketutten«,
og Latter sprang i Kor med Sang om Øl og Vin og Glutten.
Thi raader jeg hver Oberst strunk, naar han vil inspicere,
at lade Halens Sultekur i Tide approbere;
thi vil engang med Fynd og Klem han Styrken imponere,
da kan en saadan Haletamp en Alvorsstund spolere.