Det var en Dag i Ungdom god, vi mødte som Rekrutter,
imellem Flokken stod der én, jeg fast i Mindet slutter.
Alvorlig, mens de andre lo, han stod i Vadmelstøjet
og sikkert sig med Sagen fandt kun mindre velfornøjet.
Med Højde var han ikke glemt, halvfjerds vel nok han maalte,
og Haanden næsten hang til Knæ, fra Blikket Godhed straalte.
Hans Gang var muldjordstræt og slap, og Skridtene var lange;
han talte kun, naar han blev spurgt, hans Sprog bar jydske Klange.
Han kom hertil paa Bummeltog derude midt fra Heden,
hvor selv han næppe nægte vil, hans Barndomstid var skreden.
Dèr kristen Præst ham døbte Nis for tyve Somre siden,
var Navnet kort: det var ham nok ind under Tiders Skriden.
Men nu slog Navnet ikke til, hvordan det saa kan være,
med Nummer tres han blev behængt, alene vel til Ære.
Fra denne Dag hans Skæbne faldt „Nis tres” at blive nævnet,
de mange Aar, som siden drev, har ingen Glemsel evnet.
Saa lød Sergentens første Bud: „Gaa hen i Nummer atten,
der skal De bo hos Enken Fuks med Kluns og hele Klatten!
I Morgen skal De melde mig, hvor Middagsmad De spiser,
og nu af sted og det lidt rask ad Vejen, som jeg viser!”
Og Nis han grunded paa den Sag til næste Morgenrøde,
saa melder han med største Ro, hvor han kan finde Føde.
„A spiss mi’ Onnen ved Fru Fuks,” saadan hans Melding lyder.
„Naa, rask paa Plads, lidt mer gesvindt!” Sergenten da ham byder.
Med Eksercits gik Dage hen, vist en tre fire Stykker,
vor Helt han kommer saa igen, med hvad der nu ham trykker.
„A melder Madam Fuks, for hun vil ett gi’ mæ mi’ Onnen.”
Paa lattermilde Trop ibag Sergenten stopped Munden.
„Og hvad er Grunden, Nummer tres,” Sergenten tog til Mæle;
og højst sagtmodigt Svaret kom: „Hun sejer a spiss det hiele.”
Mens Smilet paa den barske staar, det Spørgsmaal fra ham flyder,
om Nis kan spise meget mer, end Folk sædvanlig nyder.
„Ja fem Tallerk’ner aa de’ føest aa Ættermad, dæ kommer.”
Mens hele Troppen stak i Fnis, Sergenten spilled Dommer:
„Se selv at faa en Ordning paa de hersens Pandekager,
det er privat, De maa forstaa, at os det ikke rager."
Tre Dage gik igen med Hop, saa kommer Nis og melder,
at han med Mad kan Redning se i tykke Hansens Kælder.
Dog „Ret” og „Rør” knap Ugen tog, før Nis paany kom drattend’
og meldte, han fik Mad igen hos Fuks i Nummer atten.
I Hansens Kælder, mælte han, der gaves kun Portioner;
men næppe nok de halvt forslog, de usle smaa Rationer.
Men nu er Hand’len gjort og slut. For fyrretyve Øre
jeg faar min Middagsmad hos Fuks — Akkorden skal I høre:
Jeg faar hver Dag af første Ret saa meget, jeg vil nyde,
af Eftermaden hun komplet bestemmer, hvad skal flyde.
Nu syntes det en læng’re Tid, at Sag var godt i Skure,
at Nis og Fuks med bedste Flid holdt Plov i rette Fure.
Men ak, en Dag som alt gaar bedst, Fru Fuks hun kommer valsend’,
hun skriger og gør værre Blæst og gaar Kaptajn paa Halsen.
Og Munden den gaar ej i Laas før helt og fuldt er meldet,
at hun kan ej Erstatning naa for Glas, som Nis har smældet.
Kaptajnen raaber højt paa Nis, som bliver saa befippet,
at han det sønderknuste Glas betaler højst forhippet.
Med Smilehuller dybt i Kind man saa nu Fruen springe,
og aldrig mere faldt det ind, at hun og Nis brød Klinge.
Men, kære Læser, Nis bør staa som Ridder uden Lyde,
det bedste Skudsmaal skal han faa — det vil dit Hjerte fryde.
Hans Straffeliste helt var blank, jeg véd det, jeg har set en,
han gik igennem nok saa slank, mens klogere fik Béten.
Alt Tidens Hjul har drejet tungt i mange Herrens Dage,
dog lever blandt os evigung „Nis tres” og Fuks’es Saga.