Hjemve
:,: efter 38 Aars Udvisning. :,:
:,: efter 38 Aars Udvisning. :,:
Den lyse Sol nys sænked sig i Hav,
tavs ligger Sletten, kun en Vibe klager.
En Grænsepæl har Plads i Mosen lav,
her skal den hegne gamle Danmarks Ager.
Det er, som om min Fod sig lidt betænker,
et Skridt endnu — og Stormagts Lov den krænker.
Velvillig Maanen smiler, fuld og rund,
paa Himmelbuen over begge Lande.
Jeg ved, den lægger nu i denne Stund
sit Straalekys paa Barndomsbyens Pande.
Det øger end kun mere alle Længsler:
saa frem mod Stedet, som mit Hjerte fængsler!
Jeg vælger Stien over Hegn og Vang
og vrager Veje, hvor Gendarmen spank er.
Jeg kender hver en Plet, hvor jeg engang
har jublet ud min Barndoms glade Tanker.
Min Læbe sitrer, Hjertets Strenge dirrer,
mens Mindets Engle kyssende omsvirrer.
Saa staar jeg ved den gamle, kære By,
der rummer Skatte, som jeg aldrig glemmer.
Her blev jeg født, her randt min Livstunds Gry,
her hvisker Hegn og Hus med tusind Stemmer.
Her har de Bolig alle disse Minder,
der pylrer mer og mer, som Dagen svinder.
Den gamle Kirke ligner jo sig selv,
det ranke Spir saa kækt mod Himlen stiger;
og Svalen drømmer under Buens Hvælv,
mens Uglen fælt fra Taarnets Glughul skriger.
Den gyldne Viser over Skiven glider,
snart lyder Klokken, det er Midnatstider.
Den rustne Laage knirker ved mit Tag,
den blege Maane lyser over Grave.
Jeg hører kun mit eget Aandedrag,
tavs ruger Natten i de dødes Have.
De hvide Støtter sig saa grelt fortoner
mod Sørgepil og mørke Træers Kroner.
Af Fodens Traadd et Ekko til mig gaar,
mens her jeg søger Hjørnet i Nordøsten;
der ligger Far og Bror, hvor Støtten staar,
der blev de gemt en solfuld Dag i Høsten.
Alt tyve Aar har Tuen dækket Støvet,
mens Somre svandt, og Vintre hvirvled Løvet.
Saaledes, Fader, finder jeg dit Bo:
en slettet Tue, hvor kun Ukrudt ruger,
hvor Snerler frit sig op ad Støtten sno,
og Regnen helt har pisket Skrift af Fuger.
Mens Landet under Stormagtsvælde stønner,
udvist, landflygtig’ vanker dine Sønner.
O Gryets Venner under Leg og Gavn,
her staar jert Navn paa tavse Mindestøtter!
Nu er I ankred op i sidste Havn,
for hvert et Fjed jeg selv mod Stedet flytter.
I har saa ofte krydset mine Tanker;
thi Mindet ridses dybt, som Barndom sanker.
— Vi sang i Leg, mens Dannebroge hang
og smælded over Barndomshjemmets Have;
vi græd, da Tysken hejste Flag paa Stang,
forstod kun halvt, men syntes alt af Lave.
Henover Tuen hvisler end hovmodigt
det Sprog, vi ej forstod og haded blodigt.
Ak Barndomshjem, du er mig ej tilpas!
Nej Far ved Sav og Mor i Dør, som hælder;
den gamle Hyld skal hegne Grisens Plads,
ja der er tusind Ting, hvorom det gælder.
Men alt er skyllet bort af Tidens Strømme,
kun Mindet favner — vaagen som i Drømme.
Dog ser jeg Hegnet om den gamle Vang,
hvor Solsort sang saa blidt ved Aftentide,
hvor Fuglens Rede mellem Grene hang,
og Tjørnen pynted op med Bloster hvide.
End filtres Hegnet dybt i Humlens Ranker,
og klampet Kalveflok i Lukket vanker.
Henover Præstegaardens lune Bo
de høje Træ’r end hvælver deres Grene;
men slettet ud er Byens gamle Kro,
og Storken flygtet over Stok og Stene.
Det gamle Træ, hvor Æbler hang i Gløde,
er ryddet bort og frister ej til Brøde.
Men Skolen ligger med sit Tag af Straa,
hvor Stæren fløjted mellem Spurve travle.
Igennem Ruden Maanens Straaler staa
og peger midt paa Væggens sorte Tavle.
Det er, som om jeg hørte Purkes Summen,
den gamle Lærers Trit og dybe Brummen.
Hvor Hullet gennem lave Mure gaar
i Nabomandens halvt forfaldne Lader,
jeg gavner Karo med de stride Haar,
han var saa kær — nu gør en fremmed Sprader.
I Ornens gamle Sti paa Liggebroen
med høje Toner snorker Grisesoen.
De høje Popler stadig rager op
forbi den halte Husmands lave Mønning,
det var paa dem, vi entrede i Trop,
skønt hans Protest gik som en evig Dønning.
Han selv forlængst er haltet ind til Hvilen,
hans Navn stod ridset under Taarepilen.
Den gamle Mergelgrav — snart gror den til,
bli’r kun et Tryk i Toftens grønne Flade.
Tidt har den hørt vor Jubel, Sang og Dril,
naar vi paa Isen sprang som Foler glade.
Dog staar endnu dens Slaaenbusk og Pilen
og skærmer sidste Pyt med Maanens Smilen.
Men nu staar Dag paa Østenhimlens Sky,
snart glimter gennem Byen Pikkelhuen,
snart stævner ud til daadrig Færd paany
den Mand, som fyldte Barnets Sind med Gruen.
Og gamle Moders Skørt — af Uldgarn tvundet —
er slidt til sidste Trævl, hvert Gemme svundet.
Ja saa Farvel, du gamle Barndomsby,
hvor smaat og dog hvor stort alt hvad du gemmer!
Du faldt i Fjendehaand i Livets Gry,
hvert Svøbeslag, du faar, din Søn fornemmer.
Til sidste Dag du mine Drømme huser,
du skænker Læ, naar Stormens Vælde suser.
O gyldne Storhed — sat paa Ærens Top
med Krig og Tvang og Graad bag Flitterkaaben,
og som tilbedt af Junker, Præst og Snob
er „kemisk” ren for Retfærds høje Haaben —
hvor usselt dog, vi skal alene bygge
paa Dybets Folk vor Drøm om Frihedslykke!
Jeg tror forvist, engang vil Folket selv
bestemme hvilket Land, det vil tilhøre,
at Retfærdsbaaden over Tidens Elv
skal sejle Skib i Sænk, der Uret føre’.
— Hver Grænsepæl med Rod af Hullet rykkes,
med Fredens hvide Blomst skal Stedet smykkes.