Jeg fletter dig en Mindekrans,
min Barndoms brune Hede.
Det gaar saa let, thi al din Glans
i Hjertet staar til Rede.
Din Lokkemand i Dirregang,
din Mosekones Bryggen,
dit Bær, din Blomst og Fuglesang,
det var jo Barndomslykken.
Din stride Lyng har lært min Fod,
din Vidde skærped Øje;
min klingre Sang du tog imod
og bar vidt over Høje.
Og som dit modne Bær med Saft
har læsket Barnets Gane,
saâ skænker Mindet Manden Kraft
langt mer, end du kan ane.
Dit dybe Spor gik sært i Slyng
af Pors og Gyvel dækket.
Med lave Hytter, takt med Lyng,
du hist og her stod spækket.
Mens Studen dovnede langs Stjært,
og Sandet gemte Kloven,
sad Bonden rokkende med Snært
paa Læssetræ foroven.
Naar Ko og Kvie gik til Ro
i Katteskæggets Puder,
og „Skrunhors” skogred, Gøge lo,
og Øgler sov i Knuder,
da faldt mit Barneøje til
i dine brune Senge,
mens Vinden drev sit Urtidsspil
paa tusind Harpestrenge.
Og Kvæget tygged som i Drøm
hvert Gylp, som steg i Struben,
mens Bien travl med Blomstertøm
fløj hjem til Rugtagskuben.
Mariehønen krøb om Kind,
og Skarnbas’ kildred Lægge,
og Myren virmed ud og ind,
og Firben svandt i Sprække.
Saa binder jeg i denne Krans
din lille Hedelærke,
dens Sang til Livets Morgendans
har Ekkotoner stærke.
Og som en Tak skal blive sat,
tæt ind ved hendes Side,
din lille Gulspurvs lyse Hat
og Vemodstoner blide.
Og Vibens Skrig og Vingesus
og Unger, Æg og Reden
skal ind i Kransens Blomsterbrus,
skønt ej det fremmer Freden.
Men for at dæmpe hendes Sind
og lidt for hvasse Tone
din blide Hjejles Fløjt skal ind,
maaske det kan forsone.
Du Hugorm, som i Flugt mig jog,
jeg burde dig vist hade;
jeg kan det ej, jeg er et Drog,
frygt ej for Mén og Skade.
Dog sætter jeg i samme Rand
— for Hævnens Rest at svale —
den Fyr, som tog vor gamle And,
ham med den laadne Hale.
Saa drysser jeg — som Salt paa Brød,
som Diamant paa Kaabe —
med Revlingbær og Tranbær rød
og Blaabærs søde Draabe.
Som Englehaar i Stue lun
paa Gran ved Juleti.de
jeg drysser sidst din Kærulds Dun
henover Kant og Side.
Snart Hedens dybe, skønne Fred
vil Drøm og Saga være;
nu synger Plov, nu plantes Ved
paa Bakker og i Kære.
Det er mig, som en Moder varm
skal under Tuen sænkes;
— men Barnet, som hun bar paa Arm,
vil aldrig Glemsel skænkes.